I Lubumbashi var hele “den tyrkiske musik” oplined for at modtage os.
Ellen & Jeff Hoover,med en niece, en chauffeur med en gammel japansk bus, en betydningsfuld mand fra kirkens kontor, han tog alle vore pas og vaccinationskort- mon vi nogensinde ville se dem igen??- M.Kalima med forbindelse opad, altså i det administrative hierarki og en sikkerhedsvagt i uniform og papskyder, som John sagde. Chef de sécurité.
Vi blev vist ind gennem “gården” ligesom de andre v.i.p.´er-som Unicef´er, en flot herre med hat, guld på fingeren og egen chauffeur. Der ventede vi så i tid og evighed, men så dukkede Anders og manden med passene op,

Der opstod en mindre diskussion, fordi man mente i kontrollen,at to personer manglede vaccinationer for Tyfus og Colera, og det mente vi ikke, at nogen manglede. M.Kalima rystede op med 2o dollars, det hjalp gevaldigt på sundhedstilstanden!! Men vi fik dem tilbageved hjælp af kraftig argumentation. Det var nok et forsøg på at klemme lidt penge af os.Alle kort var i orden!!!
Imellemtiden havde Jeff skaffet en håndfuld flasker med vand og et par pakker kiks til turen.

Nu var vi da ved at være klar til at køre.
Først blev al bagagen læsset ind i bunden af bussen, hvorefter vi alle kravlede ind over kufferterne og kilede os ned på hver sit sæde.
Chauffeuren udleverede os hver en éngangsmaske,fordi vi skulle køre ad støvede veje. Og det var de. De fleste af os var rødhårede ved ankomsten.
Den fandt sted mange kilometer og tre-fire timer senere. I Likasi, den eneste rigtige by på turen, gjorde vi holdt ved distriktforstanderens bolig. Der kunne vi låne et toilet, og hvilket!!- de flest af os har mødt bedre, men uden at kunne vaske hænder kørte vi videre, mærkbart lettede.
Den sidste og mest hullede vej lå nu foran os.
Et par af os byttede plads for at få en anden “facon”, men de fleste sad med knæene oppe ved ørerne.
Mens vi kørte den sidste strækning gik solen ned som en glødende kugle
Og straks efter kørte vi i tiltagende mørke.
Kunne man bare beskrive de ekvipager , vi så undervejs!
Lastbiler toplæssede derudover to-tre-fire personer balancerende ovenpå
med livet som indsats.
Lastbiler læsset med stående passagerer på hele ladet.
Cykler læssede med brænde blive skubbet op ad bakken.
Far på cykel med mor og baby på bagagebæreren og to poser på styret.
Masser af mennesker til fods, kvinder med bylter på hovedet, lige så tunge som dem selv.
Vores ubekvemme bustur var luksus sammenlignet med.
Da vi kom frem var det helt mørkt, men vi blev modtaget ved kvindeskolen med jubel og høje velkomsthyl, det var ganske rørende.
De havde forberedt et måltid, der sagde “spar 2 “ til et døgns flyvekost.
Værelserne i huset oppe på bakken var forberedte med navneskilte på dørene, opredte senge og alt,hvad vi behøvede. David og Lori Person havde sørget for at alt var gjort klar til os.
Efter at vi alle havde benyttet det vand, der også var forberedt til os, var det en fryd at gå nyvasket i seng efter en lang rejse.