Vejen til DEN GODE FORBINDELSE
Rejsen.
Kastrup lufthavn er et meget stort område, så nogle stod i terminal 2 og ventede,mens andre sad i terminal 3 og ventede utålmodigt , men kort efter kl. 3 fredag eftermiddag d.23. Juni fandt de udsendte spejdere de vildfarne sjæle, og hele flokken på HOLD 1 var samlet til indcheck ved KLM´s luge.
Ved at indveje som samlet gruppe, kunne vi udnytte pladsen hos den enkelte til det meget udstyr, vi medbragte fra Danmark. Da meget af dette udstyr bestod af værktøj og store metaldele, så der var brug for al ekstraplads. Der blev vist os megen god vilje og vi fik al overvægt med uden beregning.
Den lange vej gennem paskontrol og “kropsvisitering” kender de fleste og flyveturen til Amsterdam
udskiller sig ikke fra andre ture. Vi forlod så Amsterdam omkring kl 21.30 og fik på flyet serveret “aftensmad” omkring kl 12
og blev vækket lidt før kl 04 med tilbud om morgenmad- altså dem af os, der havde sovet! Vi var fremme i Nairobi kl 07 (reelt o6, for vi havde krydset en tidszone).
Lidt svedige og smaløjede stod vi så i Nairobis lufthavn og ledte efter gate F8. Den fandt vi uden problemer efter en lang ørkenvandring. Der gik kun kort tid, før det var tid til indcheckning og snart var vi parat til afgang mod Harare, hvor flyet skulle mellemlande for videre at gå til Lubumbashi, der var vort endemål.
Men vi ventede og ventede og pludselig udbrød der en mindre borgerkrig.Vi havde ventet på passagerer fra Dubai, der skulle med til Harare og videre derfra. De havde fået at vide, at flyet var så fuldt, at deres bagage ikke kunde komme med. Personlig lagde jeg mærke til en dame, afrikaner, goodlooking, “voksen”, med et meget fast udtryk i sine øjne.Hun spyede ord ud til højre og venstre i en strøm og hastighed, der signalerede vrede, om end vi ikke forstod et ord. Vi kom dog af sted med 1 ½ times forsinkelse.
>>> |