Efter vi alle havde arbejdet hårdt hele formiddagen på vandprojektet, tog pigerne (og Frederik) på besøg i nabolandsbyen, efter middagsmaden, som er klokken 12:30. Vi fandt jernbanestationen i Mulungwishi og gik langs med jernbaneskinnerne. Vi var ikke helt trygge ved at gå dér, men vi havde fået at vide, at toget først ville komme klokken 16. Der var nu heller ikke noget mærkeligt i at bruge jernbaneskinnerne som fortov. På vejen mødte vi mange andre, der fulgte samme rute: Kvinder med babyer på ryggen og kurve på hovedet, mænd med cykler der var overlæsset med oppakning. Hver gang vi mødte nogen, hilste vi med et ægte swahili-hej: “Jambo!”.
På et tidspunkt førte jernbaneskinnerne over en gammel, faldefærdig bro. Broen bestod af løse plader med mange huller, og mellem brædderne kunne vi kigge ned på mosen, der lurede faretruende under os. Bedre var det at kigge rundt omkring os på det smukke landskab: bjerget i baggrunden, høje siv i mosevand, græssende køer og en skyfri himmel. Heldigvis slap vi alle over broen, men ikke uden en let svimlen.
Efter en halv times gåtur nåede vi landsbyen. En stor, rodet landsby med små lerhytter overalt. Inde mellem husene var der lugtende grise, små geder og skræppende høns. Til tider dukkede en bananpalme op eller en smuk blomst i det tørre terræn. Især de børn, der boede i landsbyen, stimlede omkring os og kiggede undrende på os. De havde vist aldrig set så hvide mennesker før. Nogle af de små børn begyndte at græde, så anderledes så vi ud.
Én af Congos hovedveje delte landsbyen i to. Langs hovedvejens vejkant fandt vi landsbymarkedet. Forskellige ting var til salg: Genbrugstøj og flotte stoffer, men mest af alt fisk, grøntsager og kiks. Til stor skuffelse fandt vi ingen ananas, papaja eller andre eksotiske frugter, som ellers var det, vi var kommet efter. Vi vendte derfor alle tomhændede hjemad.
Vi forlod markedet og fulgte hovedvejen et stykke. Vi nåede dog snart et mindre kaos: En bro var gået i stykker, nærmest smuldret væk på grund af manglende vedligeholdelse. Resultatet var, at vejen, i stedet for at føre til en bro, endte i en sump. Nogle biler forsøgte at gasse op i håbet om at kunne flyve over den kæmpe mudderpøl, men de sad straks fast i den sumpede jord. Selv gravmaskinen, der skulle hjælpe bilerne midt i sumpen, sad urokkelig fast. Mange forsøgte at hjælpe til, endnu flere stod og kiggede på.
Lige inden vi besluttede at følge jernbaneskinnerne hjem, fik vi øje på en dame, der sad med flere kurve fyldt med tomater. Vi spurgte, om vi måtte købe nogle. Damen svarede først nej, men ombestemte sig straks. Hun var vist kommet i tanke om, at hun nok kunne sælge os tomaterne til overpris. Hun grinte, da vi gav hende penge og fortalte os med det samme, at vi havde betalt for meget. Vi trak på skuldrene, smilte og gik af sted med vores kurvfuld af tomater. Frederik tog tomatkurven på hovedet, hvilket med det samme udløste et latterbrøl fra de omkringstående børn. Aldrig før havde de set en hvid mand gøre en kvindes arbejde - oven i købet en mand omgivet af kvinder, der ingenting bar.
Det var spændende at opleve en anden landsby, men det var særlig rart at vende hjem til vores “egen” lille by og vores nye venner. Om eftermiddagen fik Lina, Sine og Marie ordnet deres hår på ægte afrikansk vis med bittesmå fletninger i hele håret. Det var tydeligt at se på Linas ansigtsudtryk, at det gjorde en smule ondt, når “frisørerne” strammede til. De klarede sig dog alle gennem pinen og stod tilbage som tre smukke halv-afrikanske piger.
Da håret var blevet ordnet, forsøgte vi for første gang at tænde for vandet. Desværre lykkedes det ikke, og vi aftalte at give det et forsøg igen i morgen. Nogen havde dog lagt hemmelige planer, og da mørket faldt på samme aften, sneg de sig tilbage til hanerne for at forsøge sig med vandet endnu engang. Denne gang lykkedes det, til stor jubel for de fire, der havde lusket sig af sted, og til stor ærgrelse for os andre, der var blevet snydt for oplevelsen.
Endnu en dejlig og oplevelsesrig dag er gået i Congo.
Der ordnes hår. Det tager "kun" ca. 3 timer
