Kender du det med at tælle dagene frem til en bestemt dato, der af den ene eller anden grund har en vis betydning? Det tror jeg, de fleste på hold 1 gør. Vi ved, at vores afrejsedato nærmer sig med hastige skridt, og det er som om, det kun bliver mere og mere trist at tænke på.

Tanken om, at vi snart er nødt til at sige farvel, bliver kun mere nærværende ved, at hold 2 ankommer i aften. Flere gange i løbet af dagen, har vi mindet hinanden om, at vores lille hold 1 snart vil blive af dobbelt størrelse. Vi glæder os helt bestemt til at se dem alle: de skal sættes ind i arbejdet, lære navnene på børnene, og sættes ind i reglerne for vores lege og boldspil. Der er et helt nyt liv, der skal fortælles om, og vi er stolte over at være dem, der skal gøre det.

Men deres ankomst betyder også vores afsked, og det bliver vanskeligt at skulle fortælle, hvor dejligt Mulungwishi-livet er, når vi ved, at det snart ikke er vores mere - i hvert fald ikke på samme måde. Mere end én gang har børnene kigget på os og spurgt, hvorfor vi ikke bare bliver her. Hvad er der nu også galt med Mulungwishi?
Vi har joket med, at vi bare kan tage alle børnene med os hjem. John har fået at vide af sin kone, at han gerne må have seks børn med hjem, og han er bestemt ikke den eneste, der er faldet for den lille Esther, der render rundt i prinsessekjoler, bare tæer og smiler over hele hovedet.

Det eneste, vi kan gøre, er at nyde hinanden, så længe vi kan. I dag tog Marie og Rebekka en tur til landsbyen med deres to hjælpere Kafo og Steve. Selv om de to drenge ikke er en dag over 12 gjorde deres følgeskab hele forskellen. Sidste gang vi besøgte landsbyen var vi et hold danskere, der tog alene af sted. Vores kameraer og besynderlige tøj gjorde det til en lidt ubehagelig oplevelse med mange stirrende blikke. Denne gang var det helt anderledes. Marie og Rebekka kunne færdes fuldstændig uforstyrret, købte bananer og talte med de handlende, som om det var det mest normale i hele verden.

Vores hjælpere Kafo og Steve er kun to ud af mange. Da vi om eftermiddagen besluttede at gå en tur til floden, var vi omgivet af mindst tyve børn. De viste os de rigtige stier, de mindre støvede veje og gjorde holdt hver gang, de fandt et spændende lille dyr i vejkanten. De førte os over mudrede pletter og gennem høje siv - hele tiden kæmpede de om, hvilken hånd de skulle holde - og før vi vidste af det, var vi nået til floden. Jeg tror ikke jeg har sagt for meget, hvis jeg siger, at det er ét af de smukkeste steder i verden. Ud af det tørre ingenting dukkede en stille flod op, der bugtede sig gennem blødt græs. Længere væk dannede det tætte siv en høj mur og længst væk tårnede bjerget. Det hele var som en plet, verden syntes at have glemt.              

Ja, der bliver nok at fortælle om, når hold 2 ankommer i aften. Endnu kender de slet ikke, de oplevelser, de glæder sig til. Men vi glæder os til at tage dem i hånden og føre dem hele vejen rundt!

Tina, Masa & Magana ved floden