I dag vågnede vi op til vores ugentlige fridag: søndag. Det er den eneste dag, hvor vi ikke skal arbejde, og hvor vi kan sove lidt længere end til klokken 06. Der var dog nogen, der ikke fik fred til at ligge og putte under dynerne. Hanen galer allerede ved en fem-tiden om morgenen, hundene i området samles foran vores dør ved en seks-tiden og gøer i kor, og ved en syv-tiden er de første i huset vågnet (John) og bryder ud i morgensang, til stor frustration for dem, der ville sove lidt videre.
Søndag er ikke bare ugens fridag - det er også en rigtig festdag. Klokken 9.30 begynder gudstjenesten i den lokale metodistkirke. Det er ikke unormalt at komme en “smule” for sent. Det er som om, gudstjenesten er indrettet herefter: den starter stille, med kun få mennesker i kirkerummet, og bliver gradvist mere og mere levende, i takt med at musikken spiller højere, og flere mennesker dukker op. Viseren på uret havde passeret 10, før vi alle sad på kirkebænkene, og der var mange andre, der kom endnu senere end os.
Præsten prædiker på swahili, og vi forstår derfor ikke et hak. Folk mumler lidt, når han taler, og klapper, når han er færdig. Under hele foretagenet render børn frem og tilbage, ud og ind ad dørene. Musikken har en stor plads i gudstjenesten, til stor begejstring for de fleste. Fire forskellige kor deltog ved gudstjenesten i dag: et børnekor, et kvindekor, et kor med band, og et kor der synger a cappella. Vores egen Frederik kom med sit musikindslag. Han havde medbragt sin trompet og gav fire numre. Det lød fantastisk godt i den store kirkesal, hvor trompettonerne rigtig kom til deres ret.
Kirkebygningen er en oplevelse i sig selv. Den ligner en kæmpe lade, som er smukt dekoreret. Væggene er af forskellige sten og foroven bølger noget, der mest af alt minder om et skurtag. Selv om det lyder kedeligt, ser det faktisk rigtig, rigtig flot ud. Hele vejen rundt oppe under loftet finder man de fineste glasmalerier. Malerierne ligner tegneseriebillede og illustrer episoder fra Jesu liv. Ved at kaste et hurtigt blik på dem, kan hurtigt få repeteret sin bibelhistorie. I væggen over alteret og prædikestolen er der indmuret et kors lavet af farvede glas.
Efter gudstjenesten var der dømt “total afslapning” og gennemført hygge på toppen af bjerget, hvor vi bor. Nogen fandt et Matador-spil frem, byggede hoteller og tabte penge; andre fandt et tæppe og lagde sig i græsset under den bagende sol. Mændene tog på besøg hos deres ven, Baba Philip, som er byens skoleinspektør og en velanset mand, endda opstillet til lokalvalget. Ingen vidste helt, hvor Mama Bente, Jette og Ebba befandt sig. Var de gået en tur?
På et tidspunkt kom de lokale børn og hentede os. De var ikke helt tilfredse med, at vi bare lå og “dovnede den” i solen, og det var tydeligt at se, at de meget hellere ville spille bold med os. Vi fik lappet bolden, kridtet banen op og gik i gang med endnu en omgang af verdensmesterskabet i fodbold. Midt i kampen blev vi afbrudt af et rytmisk ståhej. En stor gruppe børn - der må have været mindst tyve - havde fundet nogle flade, raslende pinde, som de brugte som rytmeæg. Børnene forstod virkelig at skabe musik ud af ingenting, og deres spændende rytmer blev krydret med en imponerende dans. Resultatet var en gennemført musikalsk parade, der langsomt bevægede sig gennem byen, og vi var alle meget imponerede af deres nyfortolkninger af gammelkendte sange.
Vi foreslog at lege stop-dans, hvilket udviklede sig til en nervepirrende dansekonkurrence. Fem børn blev særligt udvalgt, og de øvrige lavede musikken, der skulle danses til. Marie, Sine, Lina og Rebekka udgjorde de benhårde dommere, og efter kort tid kunne de udråbe vinderen af konkurrencen: en otteårig knægt, der havde så meget gummi i leddene, at det ikke var til at stå for.
Midt i det hele dukkede de forsvundne “koner” op. Grunden til, at vi ikke havde kunnet finde dem, var, at de havde brygget på en god idé. Nu vendte de tilbage til huset for at præsentere overraskelsen: Lune pizzaer bagt i stenovn og fintskårne ananasstykker. Det var et rent festmåltid, som næsten forsvandt, før det blev sat på bordet - kun Kristian brokkede sig, fordi han påstod, at pizzaerne ikke helt kunne hamle op med de lokale pizzaer fra junk-biksen i Strandby. Hans indvending var, at vores Congo-pizzaer var i margaritta-kategorien, det vil sige udelukkende med “løg/tomat”-fyld.
Lykken er, at Jette har købt så mange ananas, at der er til resten af ugen. De ananas, der endnu ikke er blevet spist, har vi hængt op i loftet i vores hus i bedste Hawaii-stil. Vores husholderske, Mama Besa, ryster på hovedet af os: for hende svarer de tretten ananas i lofter til en hel månedsløn, og der er derfor ikke noget at sige til, at hun synes, vi er lidt vanvittige.
Korlederens tvilling låner Frederiks trompet.
